Druerne til Zenatos Amarone håndhøstes i slutningen af oktober, fra deres marker i Sant’Ambrogio, hvor de kalkholdige jordbundsforhold også byder på moræneler og klippefragmenter. Drueklaserne selekteres grundigt, og kun de allerbedste ligges skånsomt i trækasser, og stilles i et ventileret lokale på vingården, hvor de tørrer i 3-4 måneder for dermed at nedbringe vandindholdet og koncentrere aromastofferne i druerne. Omkring februar, hvor druerne nærmer sig rosin-stadiet, presses druerne og gærer i 15-20 dage ved 23-25 grader. Herefter lagrer vinen i 36 måneder i egefade inden aftapning.