Millesimato angiver at der er tale om en ambitiøs vin, der udtrykker forholdene i en specifik årgang. Det er en ekspressiv Franciacorta, der blandt andet får sin dybe, rige karakter fra et lavt høstudbytte og lang tids kontakt med de døde gærceller før vinen degorgeres – degorgerings tidspunkt fremgår af etiketten. Herved opstår de såkaldte autolyse-aromaer, der typisk beskrives som noter af kiks eller brødkrumme og Franciacorta’en opnår en mere cremet, smidig karakter og større smagsfylde. Det er en både elegant og gemmeværdig Franciacorta, der dog altid præsenterer sig smukt i ungdommen og den ledsager også fyldigere, rigere retter som pasta med hummer, risotto ai frutti di mare eller f.eks. fisk med en cremet sauce.