Blændende Pinot Noir fra nogle af de ældste stokke ikke bare i Oregon men i hele landet. Wine maker Jim Maresh sværger til organiske dyrkningsmetoder, hvor naturen får lov til at vise, hvad den kan uden så megen indblanding udefra. Ikke den dummeste indfaldsvinkel – især ikke når man smager mandens vine.
Hvor andre producenter i vid udstrækning anvender nye franske egefade, foretrækker Jim Maresh at holde andelen af nye fade helt nede på 5-10% - igen for at give terroir og frugt de bedste udtryksmuligheder.
I glasset fremstår vinen lys rubinrød. Aromaerne sætter hak ved tranebær, varm kanel, nybagt kirsebærtærte, sort te og rosenolie. I munden dominerer tranebær, hindbær, kirsebær, asiatiske krydderier sammen med små strejf af jord og sten … som en rar hilsen fra Dundee Hills